Sådan læses en vandanalyse – fra 1. januar 2002
Af civilingeniør Annelise Petersen, R. Dons’ Vandanalytiske Laboratorium
Min første artikel om, hvordan en vandanalyse læses, blev bragt i det første nummer
af Vandposten. Det var i 1973. Artiklen er løbende blevet revideret i takt med, at
ny lov-givning er kommet til. Nu er den nye be-kendtgørelse nr. 871 af 21. september
2001, “Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg”, trådt i
kraft, og jeg har derfor igen opdateret den gamle arti-kel.
Tidligere var vandkvalitetskravene opdelt i “vejledende værdi” og “højst tilladelig
værdi”, nu er der kun én grænseværdi, kaldet “vand kvalitetskrav”. Til gengæld kan
der være forskellige værdier gældende for afgang fra vandværk og på ledningsnet ved
indgang til ejendom samt ved forbrugers taphane. Sidst nævnte er dog fortsat uden
for vandværkets ansvarsområde og vil ikke blive omtalt i det følgende.
Drikkevandets hovedbestanddele:
Farvetal
Et højt farvetal er udtryk for, at vandet ikke er farveløst, men mere eller mindre
gulligt. Den-ne gulfarvning skyldes som regel et højt ind-hold af organisk stof –
humus – og vil derfor også blive konstateret senere i analysen ved en høj
NVOC-værdi.
Afgang, værk: Max. 5 mg Pt/l, dog kan 10 mg Pt/l tillades, hvis farven skyldes humus.
Ledningsnet: Max. 15 mg Pt/l.
Turbiditet
Ordet turbiditet kan på dansk kaldes uklarhed
og måles i enheden FTU = Formazin Turbidi-ty Units, der refererer til nogle
standardop-løsninger med formazin. Høj turbiditet betyder, at vandet er uklart.
Uklarhed kan måske ikke umiddelbart registreres med det blotte øje, da det kan dreje
sig om fine partikler – kolloider. Hvis det behandlede vand har for højt jern- eller
manganindhold, vil det også registreres som forhøjet turbiditet.
Afgang, værk: Max. 0,3 FTU.
Ledningsnet: Max. 1 FTU.
Lugt og smag
Drikkevand skal være velsmagende og frit for lugt, bortset fra lugt og smag af
eventuel klor. Lugt og smag angives på vandanalysen som en subjektiv bedømmelse.
Temperatur
For høj temperatur på drikkevandet påvirker smagsindtrykket og kan give risiko for
bakte-rievækst. Der er ikke vandkvalitetskrav til temperaturen, men en bemærkning i
be-kendtgørelsen: “Det bør tilstræbes, at vandet højst er 12° C ved taphanen”.
pH
pH er et udtryk for vandets surhedsgrad, således at en pH-værdi på 7 svarer til
neutral reaktion, over 7 er vandet basisk eller alka-lisk, og under 7 er det surt.
Afgang, værk: 7-8,5.
Ledningsevne
Ledningsevne eller konduktivitet er som ind-dampningsresten (se nedenfor) et udtryk
for vandets indhold af opløste salte og benyttes som en hurtigmetode til kontrol af
saltindhold.
Afgang, værk: Min. 30 mS/m.
Ledningsnet: Min. 30 mS/m.
NVOC
NVOC er en engelsk forkortelse for Non Volatile Organic Carbon – ikke flygtigt
organisk kulstof – og er en såkaldt samleparameter, det vil sige en størrelse, der
angiver forekomst af flere forskellige stoffer eller stof-grupper, hvori kulstof
indgår som organisk kulstof. Som oftest er NVOC udtryk for naturlig forekomst af
blandt andet humusstoffer, men kan også være et tegn på forurening. NVOC erstatter
det tidligere målte “perman-ganattal”.
Afgang, værk: Max. 4 mg C/l.
Ledningsnet: Max. 4 mg C/l.
Inddampningsrest
Inddampningsresten er et samlet udtryk for vandets indhold af opløste salte. Det er
karakteristisk, at grundvand har en højere værdi end overfladevand. Et vist indhold
af salte medvirker til at gøre vandet velsmagende, men overskrides kravværdien, er
vandet som regel ikke anvendeligt til drikkevand.
Afgang, værk: Max. 1500 mg/l.
Ledningsnet: Max. 1500 mg/l.
Calcium, Ca2+
Calcium er en hårdhedsdanner sammen med magnesium, og der stilles ikke separate
krav, men en bemærkning i bekendtgørelsen: “Ind-holdet bør ikke overstige 200 mg/l”.
Magnesium, Mg2+
Magnesium er en hårdhedsdanner sammen med calcium. For højt indhold kan give
smagsproblemer og kan virke svagt afførende.
Afgang, værk: Max. 50 mg Mg/l.
Ledningsnet: Max. 50 mg Mg/l.
Hårdhed, totalt
Som nævnt bestemmer calcium og magnesium vandets totale hårdhed – et stort indhold
giver hårdt vand, et lille blødt vand. Hårdheden opgives i tyske hårdhedsgrader, °
dH, og vandet kan karakteriseres efter følgende ska-la:
0°-4° dH meget blødt
4°-8° dH blødt
8°-12° dH middelhårdt
12°-18° dH temmelig hårdt
18°-30° dH hårdt
over 30° dH meget hårdt
Blødt vand kan give korrosionsproblemer, mens hårdt vand medfører større sæbeforbrug
og kalkudfældninger. Der stilles ikke separate vandkvalitetskrav til hårdheden, men
en bemærkning i bekendtgørelsen: “Vandets hårdhed bør ligge mellem 5° og 30° dH”.
Natrium, Na+
Natrium forekommer som regel sammen med klorid eller bikarbonat, afhængig af
vandtypen. Forhøjet natriumindhold giver saltsmag og indvirker muligvis på
blodtrykssygdomme.
Afgang, værk: Max. 175 mg Na/l.
Ledningsnet: Max. 175 mg Na/l.
Kalium, K+
Forekomst af kalium i drikkevand kan være tegn på forurening, men der er i øvrigt
ingen smags- eller sundhedsmæssige ulemper ved forhøjet kaliumindhold.
Afgang, værk: Max. 10 mg K/l.
Ledningsnet: Max. 10 mg K/l.
Ammonium, NH4+
Forekomst af ammonium kan være tegn på forurening, men har ofte andre årsager.
Råvandets ammoniumindhold vil ved korrekt vandbehandling omsættes via nitrit til
nitrat under ret stort iltforbrug og medvirken af mikroorganismer. I rentvand i
kemisk balance bør der ikke forekomme ammonium, da en eventuel ufuldstændig
omsætning vil fortsæt-te ukontrolleret på ledningsnettet med blandt andet
nitritdannelse til følge. Hvis vandet ikke filtreres på vandværket, kan
ammoniumind-hold op til 0,50 mg/l accepteres, men nitrit skal i så fald kontrolleres
på ledningsnettet. Ved vandbehandling med filtrering er kravet:
Afgang, værk: Max. 0,05 mg NH4/l.
Ledningsnet: Max. 0,05 mg NH4/l.
Jern, Fe
Jern er det stof, som man først og fremmest ønsker at fjerne ved vandbehandlingen,
idet for højt indhold i det rene vand giver de mest iøjnefaldende gener: aflejringer
i ledningsnet og armaturer, gener ved tøjvask og ved afsætninger i kummer og vaske,
dårlig smag og uklarhed. Forhøjet jernindhold er dog sjældent sundhedsskadeligt,
selv om der under uheldige omstændigheder – iltfrie forhold – kan skabes mulighed
for vækst af jernbakterier. Visse steder i landet kan jernet være humint bundet –
det vil sige bundet til organiske humussyrer, og det kan da være vanskeligt ved en
traditionel luftning og filtrering at fjerne jernet fuldstændig.
Afgang, værk: Max. 0,1 mg Fe/l.
Ledningsnet: Max. 0,2 mg Fe/l.
Mangan, Mn
Mangan forekommer ofte sammen med jern og forårsager lignende ulemper som jern (se
ovenfor), men i mindre mængde. Mangan på ledningsnettet kan vise sig som et sort,
lidt olieagtigt fedtet stof. Det behandlede vand bør derfor være helt manganfrit.
Afgang, værk: Max. 0,02 mg Mn/l.
Ledningsnet: Max. 0,05 mg Mn/l.
Bikarbonat, HCO3-
Bikarbonatindholdet er forbundet med begre-bet “forbigående hårdhed”, idet den del
af hårdhedsdannerne (se “Calcium” og “Magnesium”), der forekommer som især
calcium-bikarbonat vil kunne fjernes fra brugsvandet ved kogning og udfældes som
kedelsten. Der er intet vandkvalitetskrav til bikarbonat, men da et vist indhold er
af betydning for vandets pH, er der en bemærkning i bekendtgørelsen: “Indholdet bør
være over 100 mg/l”.
Klorid, Cl-
For højt kloridindhold kan give smagsproblemer – vandet smager salt ved ca. 400
mg/l, risiko for korrosion med deraf følgende opløsning af tungmetaller, tæring i
varmtvands-systemer med mere. Specielt i Danmark, hvor der er mulighed for
saltvandsindtrængning og saltholdige jordlag, er det vigtigt at holde
kloridindholdet i hver enkelt boring under kontrol.
Afgang, værk: Max. 250 mg Cl/l.
Ledningsnet: Max. 250 mg Cl/l.
Sulfat, SO42-
Forhøjet sulfatindhold kan som klorid give smagsproblemer samtidig med, at det i
forbindelse med magnesium virker afførende. Desuden kan sulfat under uheldige
omstændigheder reduceres til den ildelugtende og giftige luftart svovlbrinte, for
eksempel under iltfrie forhold i varmtvandssystemer.
Afgang, værk: Max. 250 mg SO4/l.
Ledningsnet: Max. 250 mg SO4/l.
Nitrat, NO3-
For stort indhold af nitrat i drikkevand kan være sundhedsskadeligt, navnlig for
spædbørn, idet nitrat i børns fordøjelsessystem bevirker, at ilttilførslen via de
røde blodlege-mer nedsættes, og børnene bliver “cyano-tiske” – “blå” – børn. Der er
desuden påvist en vis forøgelse i antallet af mavekræfttilfælde hos patienter fra
områder med forhøjet nitrat-indhold i drikkevandet. Nitrat i rentvand, i mængder
mindre end 5-10 mg/l, er normalt og stammer som regel fra ammoniumomsæt-ning (se
“Ammonium”). Nitrat i råvand kan sammen med forekomst af nitrit – være tegn på
forurening, og vandet må i så fald vurderes med omtanke. Visse steder i landet kan
forekomst af nitrat dog være af geologisk oprindelse, blandt andet på grund af
nedsiv-ning gennem jordlag, der ikke reducerer eller tilbageholder nitrat. Det er da
vigtigt at holde skærpet opsyn med vandets mikrobiologiske tilstand, fordi organiske
mikroforureninger, specielt pesticider, så også vil kunne fore-komme.
Afgang, værk: Max. 50 mg NO3/l.
Ledningsnet: Max. 50 mg NO3/l.
Nitrit, NO2-
Nitrit i vand er som regel en ustabil forbindelse, der stammer fra omdannelse af
ammonium på den ene eller anden måde. Hvis nitrit påvises, selv som spor, i en frisk
prøve af råvand, er det tegn på forurening og mikrobiologisk aktivitet. Forekomst af
nitrit i rentvand behøver derimod ikke at betyde forurening, men kan forekomme under
visse driftsforhold. Det nævnes i bekendtgørelsen som en mulighed som følge af
fornyelse af filtermaterialer med tilføjelsen: “men bør ind-skrænkes mest muligt”.
Højt nitritindhold kan i øvrigt virke hæmmende på blodets iltoptagel-se.
Afgang, værk: Max. 0,01 mg NO2/l, dog tilla-des op til 0,10 mg NO2/l, hvis kravet på
led-ningsnet er opfyldt.
Ledningsnet: Max. 0,10 mg NO2/l.
Totalt fosforindhold, P
Forekomst af fosfor i såvel råvand som rent-vand kan være tegn på forurening – som
følge af tilløb af overfladevand/spildevand, men kan også have en geologisk
oprindelse. I navnlig dybe boringer med et vist jernindhold vil en del af jernet
ofte være bundet som fosfat, som i så fald vil blive tilbageholdt i filtrene, hvis
disse fungerer tilfredsstillende. Der bør derfor ikke forekomme fosfor i rentvand,
ej heller som spor. Bemærk, at parameteren angiver indholdet af fosfor P, hvor den
tidlige-re kunne være opgivet som fosfat PO43-.
Afgang, værk: Max. 0,15 mg P/l.
Ledningsnet: Max. 0,15 mg P/l.
Fluorid, F-
Indhold af fluorid i drikkevand virker forebyggende over for caries – huller i
tænderne, og tandlæger mener, at det gunstigste indhold til dette formål er cirka
1,2 mg/l. Til gengæld anses et blot lidt højere indhold for at være
sundhedsskadeligt.
Afgang, værk: Max. 1,5 mg F/l.
Ledningsnet: Max. 1,5 mg F/l.
Ilt, O2
Som beskrevet under de foregående parametre iltes vandet under vandbehandlingen for
at kunne frafiltrere jern og mangan samt omdanne ammonium, og denne iltning skal
være så kraftig, at der på ledningsnettet stadig er 5 mg/l ilt tilbage. Ilten sikrer
vandets velsmag og forhindrer vækst af bakterier, der kan vokse under iltfrie –
anaerobe – forhold.
Ledningsnet: Min. 5 mg O2/l.
Aggressiv kuldioxid, CO2
Aggressivt grundvand – med indhold af ag-gressiv CO2 – forekommer især i Jylland,
hvor jorden er kalkfattig samt i overfladevand med lavt saltindhold. Fælles for
begge vandtyper er lav hårdhed og pH. Vandet skal behandles, så det færdige vand
ikke indeholder ag-gressiv CO2, som kan virke tærende på jern og beton. Derimod kan
vandet godt indeholde en vis mængde fri kuldioxid, der medvirker til at give vandet
en frisk smag. Mængden er i øvrigt afhængig af ligevægten bikarbo-nat/karbonat og
pH.
Afgang, værk: Max. 2 mg aggressiv CO2/l (ikke målelig).
Ledningsnet: Max. 2 mg aggressiv CO2/l (ikke målelig).
Svovlbrinte, H2S
Svovlbrinte er en ildelugtende – som rådne æg – og giftig luftart, der forekommer i
visse råvandstyper, og som skal fjernes tidligt i vandbehandlingen ved iltning. Som
beskrevet under “Sulfat”, kan svovlbrinte opstå under uheldige forhold på
ledningsnettet navnlig i varmt vand.
Afgang, værk: Max. 0,05 mg H2S/l (ikke måle-lig).
Ledningsnet: Max. 0,05 mg H2S/l (ikke måle-lig).
Metan, CH4
Metan er en lugtløs, eksplosiv luftart, der forekommer i råvandet visse steder i
landet. Den skal fjernes tidligt i vandbehandlingen ved luftning eller blæsning, da
den kan give især bakteriologiske problemer i vandværket.
Afgang, værk: Max. 0,01 mg CH4/l (ikke målelig).
Ledningsnet: Max. 0,01 mg CH4/l (ikke måle-lig).
Mikrobiologiske parametre
Coliforme bakterier
Denne gruppe bakterier er som regel ikke sygdomsfremkaldende i sig selv, men trives
de samme steder som de sygdomsfremkaldende bakterier og kaldes derfor
“indikator-bakterier”. Påvisning af coliforme bakterier tages som et tegn på
forurening, og ved forekomst skal der foretages yderligere undersøgelser.
Afgang, værk: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Ledningsnet: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Escherichia coli (E. coli)
E. coli forekommer i varmblodede dyrs og menneskers tarmkanal, og forekomst i
drik-kevand indikerer en frisk forurening med tilløb fra kloak, septiktank, mødding,
gylletanke og lignende med deraf følgende risiko for tilstedeværelse af
sygdomsfremkaldende bakterier. Parameteren blev i tidligere bekendtgørelser kaldt
“Termotolerante coliforme bakterier”.
Afgang, værk: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Ledningsnet: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Kimtal ved 37° C
Bakterier, der kan vokse ved legemstemperatur, kan være sygdomsfremkaldende eller
ledsaget af sygdomsfremkaldende bakterier, og der har aldrig været tolereret mere
end et par stykker i godt drikkevand, når det forlader vandværket. På ledningsnettet
kan højere værdier forekomme, navnlig i store installationer.
Afgang, værk: Max. 5 pr. ml.
Ledningsnet: Max. 20 pr. ml.
Kimtal ved 22° C
Dette kimtal giver udtryk for antallet af “kuldeelskende” bakterier – jord- og
vandbakteri-er, forrådnelsesbakterier med flere, der kan være naturligt forekommende
i naturen, og som lever af vandets indhold af organisk stof. De er sjældent
sygdomsfremkaldende, men må dog ikke forekomme i for stor mængde, blandt andet af
hensyn til svage personer. Det er vigtigt at iagttage pludselige ændringer i
kimtallet. Kimtallet blev tidligere målt som “Kimtal ved 21° C”, men det er den
samme gruppe bakterier, der vokser frem.
Afgang, værk: Max. 50 pr. ml.
Ledningsnet: Max. 200 pr. ml.
Enterokokker
Enterokokker er tarmbakterier – fækale strep-tokokker, og forekomst indikerer lige
som E. coli fækal forurening med vand fra kloak, mødding eller lignende. Efter en
overgangs periode på to år måles enterokokker kun ved forekomst af E. coli.
Afgang, værk: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Ledningsnet: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig).
Clostridium perfringens, herunder sporer
Clostridium perfringens er en sporedannende tarmbakterie, der ved forekomst
indikerer en ældre fækal forurening. Parameteren skal kun bestemmes ved
overfladevandspåvirk-ning.
Afgang, værk: i.m. pr. 50 ml (ikke målelig).
Ledningsnet: i.m. pr. 50 ml (ikke målelig).